Naturmødet 2017

25. maj 2017

NATURMØDET

Vel stort set alle i vor kommune har hørt om det, rigtig mange var der selv og endnu flere tog turen langvejs fra til Naturmødet i Hirtshals.

Et sted mellem 10-12000 besøgende til Naturmødet er med rette blevet betegnet som en succes.

Mange handlende, hoteller, madsteder m.m. har haft rygende travlt under Naturmødet, alt sammen i sidste ende godt for vores kommune. Et realistisk håb er jo at mange af de besøgende på et andet tidspunkt vender tilbage som turister.   

I Venstre bakker vi naturligvis også op om at Naturmødet og vil gøre hvad vi kan for at det må udvikle sig til at blive en årlig tilbagevendende tradition. Vi er i Venstre ikke pludselig blevet til et miljøparti mere end vi såmænd altid har været, men et folkemøde i det nordjyske også oven i købet i Hirtshals er vi naturligvis både stolte over og glade for.

At det så er naturen der er omdrejningspunktet for folkemødet kan man jo mene om hvad man vil, men vi er jo alle i mere eller mindre grad i berøring med den hver eneste dag. Ingen kan vel være uenige i at vi skal vedligeholde og bevare vores dejlige danske natur som vi kender den.

Om så den danske natur har det godt eller dårligt er der tilsyneladende stor uenighed om og det er jo her der så netop er basis for Naturmødet.

En egentlig konklusion er næsten umulig at formulere, men en dejlig natur som vi kender den og et effektivt og nødvendigt fiskeri, landbrug og industri kan sagtens gå hånd i hånd hvis man vil.

Fremadrettet må det være en målsætning at folkemødet kan blive selvbærende med minimalt kommunalt tilskud.

Naturmødet i Hirtshals er kommet for at blive, et møde om naturen i et hjørne af Danmark hvor netop naturen allermest fantastisk.

Vel mødt næste år.

Søren Smalbro

Borgmesterkandidat for Venstre Henrik Jørgensen styrede slagets gang i en debat mellem Fhv. MF Steen Gade, SF og Flemming Fuglede Jørgensen fra Bæredygtig Landbrug