Anders Rydahl-Jensen
Om Anders Rydahl-Jensen
En klar synergi mellem kommunerne og regionen
Jeg mener at samarbejdet mellem de nordjyske kommuner og Region Nordjylland skal være langt mere udtalt, klart og at samarbejdet skal danne synergi, således at almindelige borgere kan mærke de beslutninger, der bliver taget mærkes ude ved spisebordene.
Det handler om struktur, sammenhæng og samarbejde. Mit navn er Anders Rydahl-Jensen, jeg er 41 år, og jeg bor i Hjørring sammen med Rikke og vores dejlige unger. Jeg stiller op til regionsrådet i Nordjylland for at gøre en forskel for alle nordjyder.
Region Nordjylland skal være et attraktivt og sikkert sted at bo
Region Nordjylland er målt på indbyggere den mindste af landets, snart kun, fire regioner. Men målt på areal er regionen landets tredje største. Det er altså hos os, at der er længst til den nærmeste nabo, derfor er det også vigtigt at vores sundhedssystem fungere optimalt både når vi taler om den somatiske og psykiatriske behandling - men så sandelig også når det handler om vores nære sundhedsvæsen.
Jeg vil arbejde for at vores lægedækning, sundhedshuse, vagtlæger og ambulanceberedskab fortsat udvikles i en positiv retning samt at alle nordjyder har en lokal praktiserende læge de føler sig trygge ved.
Over 60 pct. flere børn og unge er i kommet psykiatrisk behandling de sidste 20 år
Det er en skræmmende overskrift, men ikke desto mindre realiteten. Psykiatrien har gennem mange år været nedprioriteret i forhold til somatikken. Selvom der er sket forbedringer, er vi langt fra i mål.
Der er massivt brug for ressourcer, så det er muligt at træffe valg på baggrund af faglighed og patientens behov og ikke på baggrund af besparelsestænkning. Det gælder både i den ambulante psykiatri og i sengepsykiatrien.
Der mangler helt konkret både sengepladser og velkvalificerede, specialiserede personaler, så psykiatriens vigtigste ressource, tid og viden, kan komme i spil i kontakten med patienten.
Derfor vil jeg arbejde hårdt for at imødekomme disse behov. Mit overordnede mål vil derfor være at sikre så mange ressourcer som muligt til psykiatrien.
Det skal være lettere at komme rundt
Når afstanden til nærmeste nabo, skole, institution, indkøbsmulighed eller kulturinstitution kan synes lang, så er det vigtigt, at vi i Region Nordjylland har et velfungerende og veludbygget offentligt transportsystem.
Jeg så gerne et yderligere udbygget kollektiv trafiksystem, end det allerede fungerende. Et initiativ kunne f.eks. være, som flere regioner og kommuner allerede har indført, et samkørselstilbud, hvor samkørselsordningen er inkorporeret i Rejseplanen som et tilbud til borgeren på lige fod med tog og bus. Dette vil også være en gevinst for miljøet.
Alle har ret til uddannelse, uanset hvor man bor
Jeg vil arbejde for at alle borgere har lige mulighed for uddannelse, uanset hvor de bor i regionen, om det er ungdomsuddannelse, videregående uddannelse eller efteruddannelse - alle skal have lige mulighed for at uddanne sig.
Men vi skal også have et øget fokus på de uddannelsesmiljøer, vi tilbyder både vores undervisere og uddannelsessøgende. De unge skal opleve de nære og lokale uddannelsestilbud som attraktive. Jeg vil arbejde for at regionen tager yderligere initiativ til en styrkelse af de tværinstitutionelle uddannelsestilbud og aktiviteter på tværs af skoler, fx samlæsning, fælles brug af lærere, fælles ungemiljø.
Endvidere mener jeg at der skal ses på mulighederne for samlokalisering eller campusdannelse og udvikling af bedre samarbejde mellem ungdomsuddannelse og lokalmiljø - for de unges og vores underviserens skyld. Det vil også hjælpe til at fastholde vores borgere i lokalsamfundet.
Kultur er liv
Med mere end 10 års erhvervserfaring inden for kulturområdet, mener jeg at alle nordjyder skal have lige ret og glæde af attraktive kunst- og kulturtilbud. Jeg vil arbejde for at alle lokalområder udvikles med kunst og kultur, samt at flest mulige får lettere adgang til kulturtilbud.
Jeg vil arbejde for at flere får kendskab og mulighed for at udnytte støtten fra Region Nordjyllands kulturpuljer. At flere partnerskaber og samarbejder udvikles på tværs af kommunerne, samt at nordjydernes kulturarv opbevares, formidles og understøttes så professionelt som muligt.
Region Nordjylland skal blive bedre til og gøre mere for at medvirke til at igangsætte kulturbegivenheder samt udvikle kulturelle tilbud til glæde for alle nordjyder.