
Orden i økonomien
Hjørring Kommune skal fortsat drives økonomisk effektivt, så borgerne får mest mulig velfærd for deres skattekroner. Derfor skal budgetlægningen stadig være realistisk, og vedtagne budgetter skal kunne overholdes, som det har været tilfældet de seneste fire år. Omvendt er det også vigtigt at udvise ansvarlighed og ikke stille borgere og erhvervsliv i udsigt, at alt kan lade sig gøre. Vi ønsker, at private virksomheder skal have mulighed for at byde på kommunale opgaver. For os er det ikke afgørende, at en opgave løses af offentlige eller private leverandører. For os er det vigtigt at sikre, at borgerne får mest mulig service for pengene. Derfor skal flest mulige driftsopgaver i kommunen også løbende evalueres for at vurdere potentialet ved udbud.
Mindre administration - mere sund fornuft
De administrative opgaver vokser, men sagsbehandlingen må ikke tage uforholdsmæssig lang tid, uanset om det gælder en byggesag eller visitation til plejehjem. Vi ønsker fortsat at have en administration, der bygger på tillid frem for kontrol. Vi ønsker forenkling og mindre administration og at tage kampen op mod firkantede regler og besværlige procedurer. Vi skal bruge mindst mulig tid på møder og unødvendig administration. Vi har vendt udviklingen, og Hjørring Kommune skal fortsat have de lavest mulige omkostninger til administration for at få frigjort midler til kultur, erhvervsudvikling, bedre institutioner, bedre skoler og plejehjem. Hjørring Kommune er inde i en god udvikling, hvor vi bliver valgt til af erhvervslivet. Vi har mange styrkepunkter, og lokale virksomheder udvikler sig og er således med til at gøre Hjørring Kommune til et godt sted at leve og bo. Det er Venstre, der har stafetten, og vi skal fortsætte den gode udvikling, men med en stram økonomi er det vigtigt at bruge midlerne med maksimal omtanke.